I L.2 skulle vi også se galop på hovslaget. Dette blev af de fleste faktisk klaret ret godt, idet anspringene var både præcise og kom godt bagfra. Kun en enkelt lavede fejl anspring, og kun én gik i krydsgalop. Men igen var der lidt vanskeligheder med at ”runde” hesten, og på kortsiderne fandt equipagen ikke altid hovslaget.

Allerede i starten af programmet skal man vise øgning af skridtlængden over diagonalen. Her skal hesten bevare taktrenheden i gangarten. Det væsentlige er ikke, at farten eller tempoet øges, men at hesten strækker sig og dermed øger skridtlængden. Dette kræver, at gangarten før er defineret i sit tempo, og at der sker en tydelig markering af øgningen. Øvelsen er svær og hører efter min mening ikke hjemme i et let til middelsvært program, som dette skulle være.

Begge programmer er lidt kedelige og ikke særligt publikumsvenlige. Man bliver hurtigt træt af at sidde og kigge på, at hestene laver den ene cirkelvolte efter den anden. Programmerne mangler nogle lette og middelsvære dressurøvelser. I programmet L.1 skal man også ride en schenkelvigning. Her begynder det at blive lidt spændende, for nu kan vi sidde og holde øje med, om øvelsen tjener sit formål: at ekvipagen kommer bedre ud af øvelsen i efterfølgende gangart. I dette program er tempoet i de forskellige gangarter også defineret, som det bør!

Det var i store penselstrøg en gennemgang af de to lydighedsprogrammer, som vi så dem på Barthahus. Ud over øvelserne bedømmes: ”Rytterens opstilling”. Her vil jeg pointere, at en meget almindelig set fejl er, at rytteren sidder med alt for lav hånd for at forsøge at tvinge hesten ned i én form. Heste kan ikke lide at blive tvunget og holdt i en form. Rytteren bør altid give efter, når hesten søger ned og frem til biddet. Gør rytteren dette, vil det bevirke, at hesten vedbliver med at tilbyde sin eftergivenhed. Hesten skal tilbyde at strække sig igennem hele overlinien, før kan man ikke ride hesten korrekt. Har hesten strakt overlinien, kan man opnå et godt engagement fra hestens bagpart. ”Giver” hesten ”op” fortil og unddrager sig den tillidsfulde fremadsøgning, vil bagbensaktionen blive restringeret.

Under dette punkt vil dommeren også bemærke, og det vil trække ned, hvis rytteren ikke sidder lige til siderne og har et lige og lodret sæde.

”Hestens Lydighed” vurderes. De fleste heste var faktisk vældig lydige inden for rytterens formåen. Det vil sige, at hestene gjorde det, som de blev bedt om, men at rytterne ikke altid så ud, som om de vidste, hvad de skulle bede om, og derfor blev øvelsen ikke altid udført korrekt! Hestens accept af biddet og lethed på tøjlen vurderes. Hesten må ikke kigge udad og skal gå på hovslaget de steder, hvor dette fordres. Præcision.

”Hestens Spændstighed”: Her vurderes om hesten bevarer sin fremdrift, fremadsøgning og sit sving i øvelserne og i gangarterne selv. Hesten må ikke gå med slæbende, korte eller stødende skridt og må ikke virke tvær. Det vil sige, at hesten skal vise sving, bæring og afskub.

”Gangarternes renhed”: Her vurderes, om gangarten er ren i takten og gangartens frihed og regelmæssighed. Er blot en af gangarterne uren, bør hesten ikke få mere en 5,0 for gangarternes renhed.

Min drøm er, at vi kunne samles og ride nogle flere af disse lydighedsstævner og få det elementære på plads: Grundridningen. I nogle faste programmer kunne man lave en udtagelse. Herefter kunne enkelte udvalgte vise et Freestyle program.

Det er et sjovt, men meget omfattende arbejde at lave et flot og velegnet Freestyle program. Men har man prøvet det blot en gang, kan man blive helt bidt af det. Jeg har været placeret ved DM i 2 år på 2 forskellige femgængere i både Kür, Freestyle og Stilpas og (4. og 5. plads). Dette nævner jeg, fordi nogen hævder, at man ikke kan ride lydighed på en femgænger, men det passer ikke. Kom bare i gang!