|
|
Alliér dig med din dommer
Jeg er blevet opfordret til at skrive i Tölt om dommernes arbejde. Samt give lidt Staldtips til konkurrencerytterne for den kommende sæson.
Dommernes arbejdsår har allerede længe været i gang. Nogen af os har været ude at dømme indendørs stævner hen over vinteren og de første ovalbane stævner har været afholdt. Dommernes forårsseminarer er vel overståede. FEIF dommerne har i år været på Kronshof i Tyskland og har lært om de nye Guidelines (som er trådt i kraft fra 1. april 2014) om hovlære, bevægelsesanalyse og lethed i ridningen. Nogle af nationaldommerne fik, som noget nyt (at så mange) i år lov til at komme med. På Kalø Landbrugsskole fik vi alle sammen igen endnu grundigere gennemgang af de nye Guidelines, samt undervisning i mundtjek og udstyrskontrol.
Man kan godt sige, at vi lige nu er midt i en opbrydningstid med nye udfordringer. Vi har længe gået og ventet på ”De Nye Guidelines” og nu er de her endelig. Nu skal dommerne til at lære et forholdsvis nyt system at dømme efter. Hestens gangarter er de sammen, naturligvis, og karakterskalaen er også den samme. Måske er der ikke de større forskelle? Men nu er hovedvægten i langt højere grad lagt på ”Den gode ridning”; harmoni mellem hest og rytter, hestevelfærd og fairness. I de gamle Guidelines kiggede dommerne på: Takt, tempo, bevægelse og form i nævnte rækkefølge. Nu skal vi kigge på: Ridningen, takten, løsgjortheden, formen/bevægelserne og udførsel/tempo. Overordnet set 5 indgangsvinkler, som danner en helhed ud fra ridningen som første prioritet og indgangsvinklen til bedømmelse af helheden. Det er laveste fællesnævner som bestemmer, hvor vi ender på karakterskalaen. Før i tiden kunne det godt lade sig gøre at få 6,5 i nogen af gangarterne, hvis blot løftet var højt, endskønt takten ikke var som den skulle være. Men sådanne ”uretfærdigheder” skulle der nu være dæmmet op for. Nu skulle man gerne kunne opnå et 7,0 selvom hesten ikke har mere end middelbevægelser, hvis takten og ridningen er god. Det skulle danne basis for langt større retfærdighed i bedømmelserne, samt langt større retfærdighed over for hesten - da det man gerne vil fremme er den korrekte ridning, som hele tiden danner sin basis i hensynet til hesten, samt det, at man rider for at have en holdbar hest og ikke på bekostning af hestens sundhed.
De nye Guidelines er enklere, men det er gjort tydeligere, hvad dommerne vil se og ikke se.
Enkelte eksempler
Det vil naturligvis blive for omfattende at komme ind på alle forskelligheder fra de gamle Guidelines sammenlignet med de nye, men jeg vil nævne nogle få, som springer mig mærkbart i øjnene.
Nu vil der fx blive lagt endnu mere vægt på at farten i T.1 er ”tilstrækkelig” (og ikke nødvendigvis meget høj), at hesten bevarer sin bæring og stærke ryg i gangarten og ikke går så stærkt, at den ser ud som om den slider sig selv op. Hvor vi før i tiden ofte så de heste som blev redet over evne, fordi rytteren bare VILLE have høje point for hastigheden, koste hvad det ville være. Dommerne må hele tiden honorere den gode ridning og slå ned på den ridning, som begrænser hestenes holdbarhed.
I den anden ende af skalaen, den lave ende, er det gjort ekstra tydeligt, at man nu skal gå meget langt ned mellem 0,0-2,0 faktisk, hvis rytteren benytter sig af grov ridning eller har et helt håbløst og ubalanceret sæde, som går ud over hesten og dette endskønt hesten fx har en acceptabel takt og bevægelse. Det hedder altid ”laveste fællesnævner”. Den ”laveste fællesnævner” er den, som angiver hvor karakteren ender. Her bliver sat en streg; en firewall, og den kan ikke overstiges!
I anden opgavedel i fx T.1 hvor der skal vises øgninger på langsiderne er det nu gjort endnu tydeligere, at det man ønsker at se er øgninger, som ikke går ud over harmonien mellem hest og rytter. Man ønsker ikke at se eksplosive øgninger og voldsomme nedtagninger. Det er og har faktisk altid været øgningen af skridtlængden, som der skal lægges vægt på, men vi skal så nu bare være ekstra opmærksomme på at det ikke ser grimt og voldsomt ud.
I passen i femgangs disciplinerne på ovalbanen skal der nu vises mere end en halv langside for at få karakter. Man kan kapere lidt taktfejl i begyndelsen af lægningen og i nedtagningen. Men principielt skal der vises en hel langside for at få pas. Passen skal naturligvis være med tydeligt svæv.
I traven synes jeg, at det nu er tydeligere, at det ikke kan betale sig at ride over takten for at få bedre karakterer. Husk aldrig at ride hurtigere end at bæringen bevares.
I skridten kan man få max 6,0 hvis der ikke er tøjlekontakt. Husk det du skal vise er middelskridt og ikke, hvad mange vist tror; arbejdsskridt.
Først ridningen, så takten. Der findes både god takt og så den takt som også er rytmisk. Den sidste er som bekendt den som vi foretrækker. Al takt, som er forkert eller usikker, eller på anden vis brudt trækker ned. Selv mindre taktfejl.
I den langsomme tölt vil dommerne ikke se heste, som er så forholdte i tempoet, at det går ud over hestens løsgjorthed. Overstiger man hastigheden, på den anden side, kan hesten maks få 6,0
Løsgjortheden
Spændinger og manglende løsgjorthed går ofte ud over hestens takt. Som følge af spændinger i overlinien kan tölten blive spændt og fx pasagtig, og traven og galoppen kan blive 4-taktet, for bare at nævne nogle følger af anspændthed. Er hesten spændt vil ryggen oftest som en følge heraf, være sænket og vi kan ikke finde den ned-og-fremadsøgning, som der skal være til stede for at vi ser den stærke ryg og den korrekte bæring hos hesten. Er dette tilfældet kan vi højst give: 6,0, men også ned til 0,0 afhængig af hvor slemt det er?
Den gode overlinie/formen
Et hyppigt spørgsmål jeg får fra rytterne er: ”Hvor rejst skal min hest være”?
Jeg plejer at svare, at hesten må aldrig være så rejst fortil, at den taber ryg og bagpart. I ryttersproget kalder man dette spørgsmål; ”Den relative rejsning”. En unghest bygges op i en forholdsvis dyb form. Ryggen får lov til at komme godt op. Hesten skal søge ned og frem til hånden; der tilstræbes en let kontakt, et let sug. Efterhånden som hestens styrke vokser forsøger rytteren sig med kortvarigt, at løfte hesten lidt mere fortil (husk bagparten). Dette gøres ganske lidt i begyndelsen. Man vender hele tiden tilbage til A (den dybere form)! Efterhånden kan man ride mere rejst i længere tid ad gangen uden at hesten taber eller spænder i ryggen. Den ”perfekte form” er forskellig fra hest til hest! Som rytter skal man kunne føle sig frem til hvad der er bedst for hesten. Man må selvfølgelig gerne spørge en dommer eller en instruktør til hjælp. Husk at dette er et arbejde som strækker sig over mange år.
Staldtips
Et helt konkret staldtip, ud over hvad du kan finde frem til i ovenfor nævnte kommentarer er. Dette råd er sådan set til alle, ligegyldigt på hvilket niveau du befinder dig på. Arbejd med din opstilling. Få nogen til at hjælpe dig med at opbygge dit sæde. En god rytter arbejder med sit sæde hele livet. Mange ryttere sidder skævt. Sidder du skævt kan du ikke løsgøre hesten korrekt, du kan ikke gøre hesten lige i siderne og du kan ikke rette den ligeud og ride fremad som du skal. Din overkrop skal være lodret og din balance skal være i top. Dine arme skal kunne bære sig selv i en afslappet holdning oven for sadel og mankekam; hverken for højt eller for lavt. Hovedet rejst og kigger lige ud. Rytterens opstilling er en enormt indflydelse på ridningen. Har du et sæde med fejl i opstillingen og problemer med at holde hesten i det man ofte kalder ”rytterrammen”, kan du maks få 6,0. Har du en generel god ridestil; er hesten tilfredsstillende under hjælperne kan man maks få 8,0. Hvis du skal have over 8,0 skal du have det, som vi alle tragter efter; harmoni mellem hest og rytter. Der skal være tale om excellent ridning. Rytteren rider gerne med usynlige hjælpere.
Hove og sko og udstyrskontrol
Det er en god ide både hjemme, men især når du kommer til stævne at have streng kontrol med plejen af din hests hove. Dommerne har nu igen fået undervisning i, hvorledes en velplejet hov ser ud. Der er som sagt øget fokus på hestens velfærd og det gælder også hestens hove, som skal være beskåret og skoet korrekt. Det er hestens ejers ansvar at holde øje med at hovene ikke er forsømte, når hesten møder i sko og udstyrskontrollen under stævnet. Er vinkler brudte og hovene for lange kan der diskvalificeres.
Det er til din hests bedste, at møde op med næserem og bid som passer til hesten. Det er helt i orden at spørge dommeren til råds inden stævnets begyndelse. Ofte er det biddet, som er årsag til at hesten får sår i mundhulen. Eller det kan være en næserem som sidder og trykker et uhensigtsmæssigt sted. På årets seminar blev der ikke set med milde øjne på bøjlenæsebåndet, fordi det kan strammes uhyggeligt hårdt. Husk, at hesten skal kunne bevæge sine kæber frit under ridningen. Hesten skal kunne tygge på biddet. Det at hesten tygger på biddet, er det første tegn på begyndende løsgjorthed. Hesten kan ikke tygge, hvis næsebåndet er for stramt.
Sadlen skal passe hesten og gjorden må ikke spændes bag om brystbenet.
Ses der blod er det et rødt kort.
Spørg
Sidst men ikke mindst. Rytteren er altid velkommen til at spørge dommeren eller sin instruktør hvad, der kan gøres for at blive bedre. Der er nu lagt op til med ekstra stort eftertryk at dommerne skal være en hjælp til dig med deres kommentarer: Hvad kan du gøre for at blive bedre? Det er naturligvis svært for dommerne at skrive længere beretninger under bedømmelserne. Dette er især umuligt, når der er flere på banen af gangen. Derfor er det sådan, at du skal være velkommen til at spørge om, hvad der menes med de kommentarer som er på din seddel. Håber at rytterne i fremtiden i langt højere grad, vil have forståelse for, at dommernes kommentarer er til for at hjælpe, selv om dommerne ofte bliver beskyldt for at være fejlfindere. Fejlfinderiet vil nok ikke blive mindre i fremtiden med de nye Guidelines, idet det jo er laveste fællesnævner, som er afgørende for karakteren. Men vi må have forståelse for, at fokus er set ud fra et hestevelfærdsmæssigt synspunkt og at vi alle må arbejde frem mod dette i fælleskab og fælles forståelse.
Tilbage til artikler
|
|
|
