|
|
Karins Forklaringer - Hvori jeg skriver om Bid!
Det var Marits forslag til hvad min spalteplads i Ishesten skulle hedde: ”Karins Forklaringer”. Implicit i dette navn fornemmer man, at en forklaring er subjektiv og naturligvis præget af mine personlige erfaringer. Men at der godt kan være andre svar på de spørgsmål som bliver stillet mig. Og det er jo sådan det er, så det er ok for mig. Mine berøringsflader er til gengæld mange og kunne dække flere personers; idet mine referencerammer stammer fra trænerens, konkurrencerytterens, instruktørens, dommerens og Feifdommerens! Et af de spørgsmål som ligger her på mit skrivebord og venter på svar er:
”Hvilket bid skal man bruge. Hvad kan hesten bedst lide at have i munden. Art, materialer, tungefrihed”?
Svar:
Jeg vil her citere frit efter Bent Branderup: ”Intet bid er blidere end den hånd som fører det”!
At tro at en hest kan lide at have et bid i munden er vel menneskelig ønsketænkning. I de seneste 10 år er det blevet mere og mere almindeligt at man træner hesten i bidløse hovedtøj, Pat Parelli-grimer, kapsun eller rider i en halsrem. Dette skyldes at man er blevet opmærksom på at det kan være meget stressende for hesten at have et bid i munden. Dette ikke mindst hvis rytteren ikke har lært at ride ved hjælp at kroppens signaler og kun kan ride ved hjælp af tøjlerne. Man kan nemlig sagtens styre en hest ved hjælp af sæde og vægthjælp alene/eller ved hjælp af en lille tynd rem rundt om hestens hals og vægt og sædehjælp. At træne hesten uden bid opøver rytterfølelsen og øger tilliden mellem hest og rytter. Mange ryttere får en kolossal Ahha! oplevelse, når det går op for dem HVOR meget de har brugt tøjlerne til at ride med og ikke kroppen. For at vende tilbage til Branderup citaterne: ”Den hest som følger tøjlen er en ødelagt hest.” - Ja, ganske interessant, ikke?
I det neden-for-anførte vil du se hvilke erfaringer jeg har direkte og indirekte med forskellige bid. (Jeg kan desværre ikke nå at gennemgås alle bid på markedet, men jeg nævner nogle af de mest brugte.)
Alle bid kan skade hestens mund. Det kommer an på rytterens hånd. Men en måde at mindske faren for skader på er - ud over så ”korrekt ridning” som muligt, ved at få hestens tænder efterset 1-2 gange om året af en Hestetandspecialist!
3- delte bid!
Da jeg svarede på samme spørgsmål i 90`erne svarede jeg: Uddannelsesbiddet, KK bidet lavet af metal, gult argentan. 11,5 cm. Bredt og 20 mm tykt, delt i tre dele og med et afrundet midterstykke. Evt. i kobber. Store bidringe 6,5-7,0 cm i diameter. Nu her 15 år efter er svaret næsten det samme, men der er dog kommet et nyt Sprengerbid (Det med pilen i venstre side, som skal pege fremad), som kaldes ”Anatomisk Korrekt Bid”. Det er næsten magen til ovennævnte, men adskiller sig fra dette ved at midterstykket er drejet en anelse, således at det skulle ligge mere behageligt inde i hesten mund. Det er nu også lavet en del tyndere. Det kan fås i 12 og 14 mm`s tykkelse. Grunden til at biddene nu er blevet tyndere skyldes, at man har fundet ud af, ved at tage røngten billeder af hestens mund med bid, at hestene ikke har ret meget plads i deres munde. Disse bid skulle genere mindst muligt! De skader man har konstateret med disse bid er fremkommet ved at de har været for brede til hestens mund. Er de for brede klemmer de biddet/bidringene mundvigene ind mod kindtænderne. Dette kan lave indirekte skader fordi hesten så ikke kan undgå at bide sig selv i kindens inderside. Dette sker særligt, hvis hesten ikke har fået raspet sine kindtænder. Derfor husk at der ikke skal være mere plads mellem hestens mundvig og bid ringen end en cm i den ene side. Det er bedst at ride med de store bidringe og ikke dem på kun 4 cm i diameter.
Der har, efter at man i 2002 opgav at give mindstemål og beskrivelser over de bid som man måtte ride med iflg. RID, været et hav af forskellige bid på banerne. Dette har resulteret i, at rytterne er sluppet for at kigge efter så mange regler i RID, men til gengæld har dommerne måtte bruge rigtig meget tid på at kigge hestenes munde efter for skader. For det har nu været op til dommerne at vurdere om biddet blev brugt korrekt ved et skøn hvori rideformen vurderes og hvor der kigges efter i hestens mund for at se om der er forvoldt skade. Der er imidlertid ikke altid en forbindelse mellem ridestil/skader/ikke skader! (På højt plan arbejder man på at skemalægge årsager til skader i hestenes mund. Man har nu inddelt skaderne i forskellige kategorier.)
Et meget anvendt bid har været ”Korrektionsbiddet”! Det var ”Smart” fordi det med en lille vægtstang lagde pres oppe i nakken på hesten og derfor fik hesten til at gå under biddet (som oftest)! Hesten gik under biddet, hvilket for det utrænede øje godt kunne se ganske nydeligt ud! Desværre havde dette bid den ulempe at det var meget hårdt ved hestens mund fordi mange kom til at tage for hårdt i det. (Det er kun beregnet til en meget let hånd)!- Biddet mangler den ”stopklods” som den islandske kandar har i kæden. Så følgen af ridningen med dette bid blev at mange heste fik klemmelus i øvre mundvige. Disse klemmelus skulle efter sigende være meget smertefulde for hesten. Mere smertefulde end åbne sår. Nu er det jo svært at måle smerte på en hest. Men du ved sikkert selv hvor ondt det gør at få en klemmelus? Korrektionsbiddet kan måske være ok at bruge af en rutineret rytter som ved hvorledes biddet bruges korrekt. Det skal da kun bruges som korrektion i en kort træningsperiode og ikke i konkurrencer. Rider man med biddet forkert og hesten går under biddet sker der det, at hesten ikke bruger sin ryg korrekt. Hesten vil heller ikke kunne bruge sine bagben korrekt. Ryggen vil da blive stiv og bagbenene vil miste deres bærekraft! Brugen af biddet kan være at springe over hvor gærdet er lavest. Er man ved at lære at ride (Og det er de fleste, da ridning er en livslang proces og uddannelse af rytteren), så vil man afskære sig fra at lære at ride korrekt! For at hesten skal gå ærligt til biddet skal hesten hele tiden byde sig til og ville strække sig ud ned og frem tillidsfuldt uden at gå imod hånden. Man må huske at en hest skal være løsgjort for at byde sig til i en korrekt form. Intet bid alene kan gøre en hest løsgjort. Er formen kommet fra biddet alene vil formen ikke være korrekt! Hvis hesten ikke bruger sig selv korrekt vil rytteren slide unødigt på hesten og man vil risikere skader i det lange løb!
Hermed ikke sagt at den islandske kandar er ufejlbarlig. Også med denne stang ser vi mange topryttere (læs: ryttere i toppen), som i udtagelserne bliver taget i ”Sko & Udstyrskontrollen” og får en påtale for klemmelus, med en bemærkning om, at disse klemmelus formentlig vil blive til åbne sår i en given finale. Dette er af og til én af årsagerne til at vores finaleryttere melder sent fra til finalerne, fordi de håber på at sårene skal forsvinde inden finalen. En så sen framelding giver en advarsel til rytteren. Åbne sår giver røde kort! Måske skulle man fra højere sted overveje at man trak i udtagelsens karaktersum med 1 point, i stedet for ”bare” et gult kort/advarsel/påtale. Dette ville have større effekt i det lange løb. I hvert fald er det ærgerligt at det (ofte) er de samme ryttere som kommer med skader på hestene gang efter gang!
Et andet meget brugt bid som jeg har set har lavet en del skader er det tredelte med et midterled med en lille ”tungefrihed”! De tre deles led er formet runde og disse trykker ofte ned i hestens mundvige. Hvis man tager skiftevis i hver side af biddet, kan det ikke undgås at man kommer til at hive biddet lidt skævt ud i en ene side. Dette kan bevirke ret store sår i mundvigen. Dette bid har lavet nogle af de dybeste sår jeg har set!
En del tredelte bid har en midterplade som er firkantet. Denne plade vender således at den trykker op i ganen på hesten. Hvis du prøver at føle din hest inde i munden, vil du kunne mærke at der ikke er plads til noget som fylder på den led; på højkant. Det kan ikke være rart.
Man er næsten gået bort fra at bruge de ”gammeldags” enkeltdelte bid, da mange af dem vipper op i ganen på hesten. På billedet ses et i en mere moderne udgave tyndere end dem fra før 1990`erne.
Nu foreskriver Det Danske Ridereglement for Islandske heste ikke hvilke bid vi skal ride med hjemme. Men inden man lavede reglerne om i 2002, var det ikke tilladt at ride med bid som var tyndere end 12 mm med en margen på 10%. Denne regel er nu bortelimineret, men jeg synes nu stadig at det er god latin at afholde sig fra bid som er tyndere end 10,5 mm- 11 mm. Det har ikke været uden grund at man havde denne regel før i tiden. Det var heller ikke tilladt at ride med alle mulige ting på/påsvejset selve biddet. Disse kan let lave skader i hestens mund!
Bid med tungefrihed.
En lille tungefrihed, mindre end på det bid vi ser på billedet her kan bruges. Men jeg har kun dårlige erfaringer med bid med en større tungefrihed. De første 3 gange virker biddet ok, men derefter bliver hesten stiv i siderne og øm i laderne/mundvigene, da biddet trykker med megen kraft ned på ét lille bitte punkt i hver side. De andre bid fordeler trykket mere. Hvis hesten lægger tungen over biddet skal fejlen som oftest søges på ryggen af hesten!
På billedet ses oppefra:
Sprengerbid:”Anatomiske Korrekte Bid”
Tredelt bid med sødmalm i siderne og kobber i midten
Korrektionsbid. (bemærk den lille stang.)
Tredelt bid med tungefrihed
Et enkeltdelt bid ( 2 dele)
Stor tungefrihed
Tilbage til artikler
|
|
|
