|
Hvorledes kan man forbedre sig som rytter? (del 2)
Fortsættelse af artiklen påbegyndt i sidste nummer af Ishesten:
Hvorledes kan man forbedre sig som rytter?
Nu hvor sneen ligger fin og hvid, er det skønt at gå i den knitrende sne med hesten ved ens side. Hvis du ikke allerede har lært den at gå ved siden af dig i dit tempo, så der ikke hives eller skubbes i dig, er tiden inde til at lære det. Hesten skal gå så frit ved siden af dig at du kan gå og svinge naturligt med armene. Det er ret vigtigt! Du kan også veksle mellem at gå og ride.-
Meditation
Jeg vil begynde med vende tilbage til et af punkterne, som jeg kom ind på i sidste artikel.
Jeg nævnte, at man skulle dyrke en eller anden form for meditation uden rigtig at uddybe; hvorfor?
Jeg oplever at mange kommer til undervisning og tager deres travle hverdag med sig. Det gør at de er forvirrede og ukoncentrerede og slet ikke parate til at tage imod.
Inden jeg rider konkurrencer, har jeg selv haft glæde af, at sætte mig hen et roligt sted med lukkede øjne og koncentrere mig om min vejrtrækning; om at få den så dyb og rolig som mulig, og om at rense mit sind for forstyrrende tanker, således at jeg kunne lave en optimal præstation på banen uden unødig nervøsitet! I bogen ”Yoga” fra Politikken af Anna Miller, kan du læse om lette meditationsteknikker og slå de forskellige yogaøvelser op, som jeg nævner.
Det er også godt at meditere lidt inden du skal have undervisning. Ved at lære helt enkelte meditationsøvelser kan man forbedre sin evne til at indlære og præstere. Meditation behøver ikke at være det helt store mysterium.
Vejrtrækning
Vejrtrækningen er noget utroligt centralt. Ja, livsvigtig! Men den rigtige vejrtrækning kommer ikke af sig selv. Når vi har allermest brug for at trække vejret roligt og dybt, vil vores krop tage over og gøre vejrtrækningen kort og måske vil vi endda holde vejret, hvis vi er særligt anspændte. Hvis vi er stressede ofte, vil vores krop ikke få ilt nok til muskler, fordøjelsen og de indre organer. Så det kan blive en ond cirkel for os. Det er vigtigt for os at lytte til vores vejrtrækning - ligesom du forhåbentlig lytter til din hests vejrtrækning. Vi må blive bevidst om og arbejde med den så tit vi orker. Særligt når vi dyrker sport!
At sidde lige
Når vi har sagt vejrtrækningsøvelser kommer vi uundværligt ind på bækkenbundsøvelser. Bækkenbunden skal trænes både af mænd og kvinder. Man træner musklerne samtidig med vejrtrækningen. Jeg synes, det var svært at lære at trække vejret og holde spændet i bækkenbundnen SAMTIDIG med, at jeg enten sad på hesten eller lavede en øvelse på gulv eller pilatesbolden. Selv med en privat hyret ægte pilates-instruktør var det rigtig vanskeligt. For at lære teknikken optimalt, måtte jeg på biblioteket og låne bogen: ”Den store Pilatesbog.”, Politikens forlag af Michaela Bimbi-Dresp. Her gennemgås den korrekte bækkenbunds og vejrtræknings teknik! Denne teknik skal du kunne aktivere, når du sidder på hesten for at understøtte din ridning! Ved at flytte fokus ned til bækkenbunden får du centreret din ridning og rettet dig hele vejen op gennem rygraden. Forestil dig, at en i himmelen hiver dig opad ved håret. En stor del af ridningens korrekte indvirkning er afhængig af at du sidder lige. Hvis du sidder skævt eller ikke lodret kan man ikke indvirke korrekt. Det er faktisk ikke særlig svært at lave en schenkelvigning eller en versade, hvis ”bare” man sidder lige som udgangspunkt!
Styrke
De fleste vil have glæde af et let styrketræningsprogram. Mange kan ikke ride letridning og kan ikke sidde i halvlet sæde, fordi de ikke har nok kræfter i benene. Hvis man skal træne en hests overlinie, således at hesten bruger sin ryg optimal, er det nødvendigt at man behersker letridning eller det lette sæde. Først, når hesten er begyndt at bruge sin ryg optimalt, bør man sidde ned på hesten. Ligeledes, når man rider i skoven på ujævn sti, bør man kunne praktisere en form for let sæde. Dette bliver ofte ikke benyttet for islandske heste, da mange har billedet af den islandske hest redet af en bonde i stole sæde for deres indre øje. Dvs. med benene strakt ud foran hestens skuldre. Sidder man i stolesæde med ryggen bagom lodret mageligt tilbage lænet, vil det naturligvis ikke være muligt at ride letridning. Det er først de senere år det er blevet mere almindeligt at man træner den islandske hests grundgangarter (skridt, trav og galop) og i disse må man nødvendigvis kunne side i let sæde. Derfor anbefaler jeg, at man træner ben og bækken ”derhjemme”; når man ikke sidder på hestens ryg! Her kan hurtigt nævnes de simple Squats, hvor man lader som om man sætter sig ned på en stol og løfter sig op igen. De kan også udføres med bolden op ad væggen og bag bækkenet/ryggen med benene strakt noget frem og så løfter man sig op og ned op til 10-15 gange. I 1 eller 2-3 serier alt efter, hvor meget motion du ellers får.
Gode trænings programmer kan du finde i to bøger som faktisk er billige lige nu i Brugsen (under en 50 kr):
”Træning med Elastik.” fra Politiken eller ”Styrketræning for kvinder.” fra I Form. Sidstnævnte er god, fordi den indeholder mange overordnede tips for træning. Der er 3 forskellige enkle programmer for begyndere op til øvede. Der er øvelser for alle muskelgrupper. De er gode at starte med. 2-3 gange om ugen. Varier efter 8 uger.
Jeg anbefaler styrketræning som foregår på gulv eller bold (du slår 2 fluer med et smæk, idet du også træner balancen på bolden) frem for i et fitness-center. I en maskine trænes færre muskler af gangen. Med ridning, som det overordnede mål, må bolden være optimalt egnet! Desuden er den ramme/fugtige luft i de fleste centre ikke behagelig for friluftsmennesker.
Strækøvelser, yoga og afspænding
Ud over ovennævnte træning kan anbefales strækøvelser. Det er særligt inderlår, forside og bagside som skal strækkes og ballemuskulaturen samt skulderparti og nakke. Jeg vil anbefale stræk at mindst 30 sek. varighed eller 3-5 dybe vejrtrækninger. Disse kan gøres hver anden dag! Seneste forskning melder ud, at man har lige så stort udbytte af strækøvelser på andre tidspunkter af dagen end, når de er koncentreret om den sport man udøver- dvs. før eller efter. Men man skal ikke være helt kold, når man udstrækker for at få det optimale ud af strækket. Jeg synes ikke, man skal lave udstrækningsøvelser, imens man sidder på hestens ryg, da man ved at sidde på hesten, når den står stille vil belaste den mere end, man ville gøre imens den bevæger sig. (Særligt hvis du rider islænder. Fx: 60 kg ud af 350 kg er en god sjat). Gode strækøvelser findes i ovennævnte bog: ”Træning med Elastik”. Nogle strækøvelser kan erstattes af yoga, som udføres hver dag gerne om morgenen. Find nogen som passer til dit behov og udfør dem efter Solhilsen eller De Fem Tibetanere. Fås som bog ”De fem Tibetanere.” Peter Kelder: Bog 1 og 2 begynd med 1- og overhold anvisningerne om kun at lave 3 gentagelser den første uge og øge langsomt op til 21, for ellers kan du risikere at blive dårlig. Som tillægsøvelser kan jeg anbefale: Koansigtsstilling, Katteøvelsen, Træet, Siddende vinkel-stilling, Siddende knæ til hoved-stilling, Halv rygsøjledrejning, Kobraen, Kamelen, Hundestilling, Barnet og Universalstillingen. Men find selv frem til nogen som passer dig eller følg et af de sammensatte programmer i bogen indtil du selv kan udvælge. Varier for og bagside og sidst men ikke mindst; afspænding!
Netop udkommet: Alt under et!
Nu hvor jeg er inde på at nævne bøger, så er der lige udkommet en bog fra en af vore egne: Søs Fejerskov-Quist, som har redet islændere i mange år og Søs er bla. yoga instruktør. Hun har skrevet, i samarbejde med Claus Toftgaard, storhestetræner og fysioterapeut for mennesker og heste, bogen som hedder ”I balance på hesteryg” Forlaget Saxo. Her finder du det hele samlet under eet! Og mere til.
Jeg vil anbefale bogen til alle mine elever. Tænk fremover at få elever i undervisning, hvor man ikke først skal til at korrekse sæde og opstilling!
Der rammes et meget ømt punkt. F.eks. er det hensigtsmæssigt, at man kan sidde derhjemme i fred og enerum og læse om Claus kropstyper, og ikke skal afsløres som kortlemmet, overvægtig el. lign. i en undervisningstime med tilskuere. Det er altid svært for en underviser, når der skal fortælles nogle sandheder, for at eleven skal kunne komme videre. Men det ER jo der hvor det virkelig rykker! Hvem kan sige sig fri for at have hesten som sit fristed. Det er her vi glemmer os selv og fokuserer på noget andet end os selv og alle vore fejl- på godt og ondt. Dette er jo velment, men vi må atter se i øjnene; at hestens størst fejl sidder på ryggen og kan kun rettes ved at vi retter fokus mod os selv før vi kan forlange noget af hesten og derfor ikke benytter os af den som en sportsrekvisit eller en træningsbænk! Men kig på dig selv med milde øjne!
Karin Hassing
Tilbage til artikler
|
|
|